Foreningen for Borgerservicechefer i Danmark

05.09.2012

Underholdningen på årsmødet

Flemming Dybbøl, medlem af bestyrelsen og en del af ledelsen bag Skanderborg Festivalen, også kaldet SmukFest, gav os et indblik i bøgeskovens forunderlige ledelsesform. Med tiltag som dannelsen af Smukhedsstyrelsen, nedgravet champagne og overnatning i kæmpe øl dåser, fik vi fortalt, at hvis man ønsker at udvikle sit produkt, må man give mest mulig plads til gode ideer. Det gør de på Skanderborg ved, i stor stil, at give ansvar til de mange frivillige, og stole på at deres ideer vil bringe festivallen i mål på bedste vis. Det har de gjort 33 gange, og så længe man som leder ønsker at andre skal have succes, så vil den flade organisation give bonus og udmønte sig i en stor fællesskabsfølelse som igen højner ansvaret hos den enkelte. Udover at være et brag af en fest den anden weekend i august, beviser Skanderborg festivallen sin succes med en omsætning på 137 millioner kroner, 35.000 gæster og 12. 000 frivillige.

Jesper Elling er virksomhedskonsulent, og har en række af de største danske virksomheder på sit cv. Han udfordrede selveste digitaliseringsprocessens tidsplan; hvorfor have en deadline i 2015, hvis det er muligt at gennemføre digitaliseringen på under et år? Jesper Elling forklarede os begrebet gennembrudsledelse; at gå foran som leder og give sine ideer så megen energi, økonomi, vilje og stålfast deadline, at alle medarbejdere vil have som sit højeste ønske at være med på den vogn der hedder udvikling.
Bestryg virkeligheden med ledelse, sagde Jesper Elling, og henviste til det bastante tryk af ledelse der bør udgå fra enhver leder.  Bed medarbejderne om at yde den ekstraordinære indsats, invitér til forandring og sæt ambitiøse mål. Hvis der er noget du som leder ikke kan styre, så må du ændre praksis.
Hvis det er muligt, under optimale omstændigheder, at gennemføre digitaliseringsprocessen på seks måneder, hvorfor så være fire år om det?, spurgte Jesper Elling.

Peter Lund Madsen tog os med på en ordrig og levende fortælling om menneskehjernes udvikling gennem tiderne, og han fik ret; vi gik fra foredraget i taknemmelighed over at være født som moderne mennesker med væsentlig større hjernekapacitet end neandertalerne og fasanen.
Vi fik beskrevet fladormehjernen og krybdyrhjernen hvor begrænsningerne er tydeligere end udviklingsmulighederne. Har du en dårlig dag, så sæt dig ud på marken og kig på en fasan, så vil din selvtillid stige betragteligt, sagde Peter Lund Madsen. 
Vi mennesker er dyrerigets kongelige, og når alt kommer til alt, så er den kvindelige hjerne en anelse større end den mandlige. Til kvindernes skuffelse må vi desværre oplyse, at størrelsesforskellen udelukkende skyldes mændenes større muskelmasse.
Af de millioner af sanseindtryk vores hjerne bombarderes med hver eneste dag, når kun en brøkdel frem til hjernen, og for at give bedst mulig chance for at få ideerne til at blomstre, opfordres vi til at slappe af og lade tankerne flyde frit.
Husk, vi er kun en parentes i universet, men og den gode nyhed er, at det går fremad for, sagde Peter Lund Madsen.

Gå til aktuelt