Foreningen for Borgerservicechefer i Danmark

28.06.2012

Danskerne er vilde med it

Sorø forrest i det digitale kapløb
Lilleputbyen fra Sjællands hjerte overhaler de store byer når det gælder digital kommunikation med borgerne.
Hver tredje borger i Sorø Kommune modtager nu sin post fra kommunen digitalt. Dermed har Sorø Kommune overhalet Danmarks tre største byer – København, Århus og Odense – som traditionelt er førende inden for digital kommunikation med borgerne.
Og danskerne er generelt på forkant med teknologien. Telenor har fået undersøgt den digitale servicering af borgerne i Danmark, Norge og Sverige, og den viser, at 15 danske kommuner er et godt stykke foran deres nordiske naboer.

Lokalt ansvar
I alt 43 skandinaviske byer bliver i undersøgelsen sammenlignet på en lang række parametre. Det skriver KL på sin hjemmeside. Der måles på, om der i kommunerne for eksempel er mulighed for digitale ansøgninger og faktureringer, mulighed for at anmelde kommunale fejl og mangler, og om der er en sikker, fortrolig kommunikation med kommunen.
Telenor, der bestilte undersøgelsen, er glad for resultatet.
-De lokale myndigheder har stor indflydelse på kvaliteten af de digitale ydelser til borgerne. Danmark klarer sig flot, men der er fortsat mulighed for forbedringer, siger Jesper Hansen, erhvervsdirektør i Telenor, til Ritzau. Han mener, at kommunerne nu skal lære af hinanden og udveksle erfaringer.

Lokkemidler
Og måske er det en idé at kigge på erfaringerne fra Sorø. Her har luftballonfart, festivalbilletter og iPads været bragt i spil for at vække folks appetit på det digitale, og borgerne har taget godt imod.
Borgmester i Sorø Kommune Ivan Hansen siger: Borgerne har taget godt i mod kampagnen, og jeg er da stolt over at vi har formået at overhale de store studiebyer som i kraft af deres mange unge borgere typisk er i front med det digitale.
Også Borgerservice- og it-chef Bodil Thomsen, er tilfreds.
-Vi kan se at borgere i alderen 35-64 år i stor stil tilvælger den digitale kommunikation med det offentlige. Og så kan vi se at vi med konkurrencen har fået rigtig godt tag i de 55-74-årige som har taget imod opfordringen og tilmeldt sig Digital Post. Vi har endnu engang vist at man kan skabe resultater ved at gå utraditionelt til værks når det gælder markedsføringen af digitale tiltag. Vi er nået ud til borgerne med vores budskaber omkring Digital Post, og de har kvitteret med at sende os ind på 1. pladsen, siger Borgerservice- og it-chef i Sorø, Bodil Thomsen.

Fakta om det digitale Sorø Kommune
* Over en tredjedel borgerne i Sorø Kommune er tilmeldt Digital Post fra kommunen.
* Kommunen er landets førende når det gælder digital indberetning af sygedagpenge og ligger nr. 2, når det gælder indberetning af barselsdagpenge.
* Sorø Kommune var i 2012 indstillet til Digitaliseringsprisen for et tværkommunalt samarbejde med fem andre kommuner om en fælles hotline med hjælp til selvbetjening.
* En aktiv og utraditionel markedsføring af kommunens selvbetjeningsportal Straxen har desuden medført et markant fald i antallet af telefoniske og personlige henvendelser.

Gå til aktuelt